Danskerne får nu endnu flere muligheder at vælge imellem, når det kommer til finde en god og sikker badestrand til sommer.
I år kan hele 235 strande og 58 havne nemlig hejse det blå flag, der sikrer badegæsterne en høj vandkvalitet, en klar og tydelig miljøinformation, gode udenomsfaciliteter og fokus på badesikkerheden.
De samlede 293 flag gør Danmark til et af de lande med flest blå flag. Ifølge Brian Samuelsen fra Friluftsrådets Blå Flag Program viser det, at alle er interesserede i at gøre en indsats for at leve op til kravene.
- Kommunerne og havnene arbejder hårdt for at leve op til de internationale krav om sikkerhed, vandkvalitet og miljøformidling, og det er dejligt, at deres arbejde bliver synliggjort igennem Blå Flag, siger han.
Sammenlignet med 2011 er antallet af tildelte flag til badestrande steget med fire procent - hvorimod der er en lille nedgang i antallet af blå flag, der er blevet tildelt de danske havne.
- Vi er meget tilfredse med den opbakning kommuner og havne udviser den Internationale Blå Flag miljømærkningsordning, siger Friluftsrådets direktør, Jan Eriksen, i en pressemeddelelse.
- Og ikke mindst alle de gode friluftsoplevelser, som danskere og turister, der besøger landet, nu kan glæde sig til i sommerperioden, fortsætter direktøren.
Hvis man vil se, hvor man kan bade med det blå flag i baggrunden, kan man gå ind på hjemmesiden www.blaaflag.dk eller hente Blå Flags applikation, hvor der også er information om, hvilke strande der har kystlivredning.