Det er januar, og tømmermændene oven på nytåret har lagt sig. Det varsler gang i tasterne for svenskernes største krimiforfatter Jan Guillou. Det er nemlig en af Guillous faste arbejdsmetoder: En ny bog går han i gang med, når januar indfinder sig, og den bliver også altid afleveret på samme tidspunkt hen mod sommer. Fast begyndelse og fast deadline. Disciplinen har gjort, at han efterhånden har skrevet og udgivet mere end 30 titler, hvoraf de 10 spionromaner med helten Carl Hamilton alene har solgt over fem millioner eksemplarer i Sverige, og de fire bøger om tempelridderen Arn indtil nu er langet over disken godt 1,7 millioner gange.

National terror

Jan Guillous seneste værk, ’Madame Terror’, har også – trods en hård medfart hos de fleste anmeldere herhjemme – solgt godt i Danmark, siden den udkom i efteråret. I denne uge ligger den således nummer tre på bestsellerlisten, hvor den har befundet sig solidt siden november.

Den nye bog, Jan Guillou netop har sat sig til at skrive hjemme i Stockholm, fortsætter, hvor ’Madame Terror’ slap. ’Madame Terror’ handler om den internationale krig mod terror, mens den nye bog vil have den nationale terror i Sverige som omdrejningspunkt. Som han siger »det kunne begynde med, at sikkerhedspolitiet laver en razzia mod nogle indvandrerfamilier ude i Tensta...« Titlen har han allerede klar: ’Fjenden iblandt os’.

Hovedbanen i luften

For Jan Guillou betyder den igangværende internationale krig mod terror nemlig, at vi vil se terroren rykke ind herhjemme også. Vi vil se stadig flere af vore egne blive terrorister, og måske vil det hele ende med, at Hovedbanegården bliver sprængt i luften.

Jobannonce

3F søger en erfaren konsulent

Frist 28-01-2019

»Den nationale effekt af krigen mod terror vil blive, at det ender i borgerkrig. De, der har mørk hud, vil blive til fjender iblandt os. Både i Sverige og i Danmark har vi jo en omfattende krig mod terror, hvor vi indfører love, som ville have været utænkelige tidligere. Vi indfører et overvågningssamfund med blandt andet telefonaflytning af hvem som helst når som helst og afskaffelse af beviskrav. Terroristerne er åbenbart så farlige, at det kræver ny lovgivning, men samtidig afskaffer vi retssikkerheden. Det eneste, vi nu mangler, er terrorister. Men det kommer. For det betyder, at de med mørk hud herhjemme får en forestilling om, at de er vore fjender. Hvis vi bliver ved på denne måde, bliver de vores fjender. Det er vores støtte til Israel, det er vores krig i Irak, og det er vores egen krig mod terror herhjemme med nye love, der skaber mere terrorisme. Kort sagt skaber krigen mod terror mere terror, end den fjerner. Også her i landet.«

Jan Guillou taler blandt andet om den igangværende terrorsag i Odense og et par sager fra Sverige, hvor politiet ifølge Guillou i den ene har slået hårdt ned på et par unge kurdere, der måske havde samlet penge ind til en organisation, der måske havde anvendt dem til terrorformål i Kurdistan.

»Spørgsmålet er, om man skal slå hårdt ned på det. Handler det ikke mere om, at man har behov for terrorister med al den nye lovgivning, man har lavet. Vi skal nok få flere og flere terrorister, hvis vi fortsætter sådan, som vi er begyndt.«

Det vigtigste spørgsmål

For Jan Guillou har det allervigtigste spørgsmål altså de seneste fem år været krigen mod terror. Og selvom han beskæftiger sig med det i sin seneste bog og som samfundsdebattør som fast klummeskribent i Aftonbladet, har han svært ved at se, hvordan den nuværende situation med krigen mod terror kan ændres, ikke mindst så længe krigen i Irak fortsætter.

Han har den optimistiske udgave og den pessimistiske.

»Den optimistiske mulighed er for eksempel, at det amerikanske folk vælger en anden præsident, der stopper krigen i Irak. Hvis nu Hillary Clinton blev præsident, har jeg svært ved at forestille mig, at hun tør løbe risikoen ved at fortsætte krigen. Den var Bushs idé, og derfor kan hun gøre noget andet, hvis hun vil. Faktisk viser det seneste valg (midtvejsvalget i USA, red.), at demokratiet virker; amerikanerne stemte imod Bushs folk, de amerikanske vælgere sagde nej til krigen i Irak, og Rumsfeld blev fyret. Det er ’the good news’. Den pessimistiske mulighed er et internationalt kaos og depression. For hvis dette fortsætter, forsvinder baggrunden for demokratiet.«

Intet alternativ

Men der er intet alternativ til demokratiet, mener Guillou. Vi burde bare reklamere meget bedre for det, end vi gør i dag.

»Der er ikke andre muligheder end demokratiet, som vi kender det, selvom det ikke er perfekt. Derfor har vi også grebet det helt forkert an med krigen mod terror. Vi burde jo bedrive reklame for demokratiet i stedet for krig. Krigen i Irak koster 1,7 milliarder danske kroner om dagen, og hvis vi brugte bare halvdelen på at genopbygge Afghanistan og sagde til dem: ’Dette er demokrati’, så ville sådan en som Saddam Hussein kunne være faldet på det – uden en eneste bombe mod Irak. I stedet gør vi det mest destruktive og viser, at demokrati er krig og retorik. Vi stjæler deres olie og bomber dem ihjel, og så kalder vi dem for terrorister. Det er ikke god reklame for demokratiet. Vi burde bombe dem med penge i stedet for.«

Kampen for demokratiet er det, der får Jan Guillou til at fortsætte med at kritisere den nuværende situation.

»Vi må gøre modstand. Det er også det, demokratiet tilbyder: At man kæfter op og går imod, hvis man er uenig. Danmark er faktisk i krig – i en krig som verden betragter som illegitim. Men det bliver dyrt, når danskerne kommer hjem i en plastikpose eller bliver dømt for krigsforbrydelser.«

Fordi næste bog kommer til at handle om den nationale i stedet for den internationale terror, er Jan Guillous velkendte spionhelt Carl Hamilton ikke med. Desværre, vil en bunke trofaste læsere mene. Men der er en god grund. Og måske er der håb for hans tilbagevenden en anden gang.

ikke for Hamilton

»Hamilton kan ikke gøre noget i den nationale politik. Han er spion og tilhører den kolde krig, så der er intet for ham at gøre i den nye bog. Men hvis jeg får en roman-idé, der passer til ham, kommer han muligvis tilbage. Han bor i Sankt Petersborg nu, og han har et svensk pas, der gælder i 10 år. Men han kan ikke komme ind i Sverige uden at skulle mange år i fængsel. Så løsningen må være, at man stopper hans fængselsdom ved, at han skriver til de svenske domstole og forklarer, at han var sindssyg i gerningsøjeblikket (han blev dømt for en serie drab og stak af til USA, red.). Han kan bevise det med lægejournaler fra USA, og hvis han vitterlig var sindssyg, kan han ikke dømmes. Han kan så heller ikke idømmes en behandlingsdom, for han er jo ikke længere sindssyg. Nu må vi se. Men lige nu er jeg optaget af min indenrigshistorie.«