Et nyt indendørskoncept skal de næste fire år på skift besøge Brøndby, Aarhus, Odense og Aalborg.
Det sker, efter at klubberne Brøndby, AGF, OB og AaB er gået sammen med TV3 Sport om at etablere stævnerne.
Det oplyser flere af klubberne på deres hjemmesider.
Det første stævne finder sted 12. januar i Brøndby Hallen, og indendørsstævnet hedder KMD Cup som følge af et sponsorat.
Ud over de fire superligaklubber, så deltager også Frem og Næstved fra 2. division.
- Med indendørsturneringen genopliver vi - sammen med Brøndby, OB og AaB - en tradition, som mange af vores fans har efterspurgt.
- Det er en god måde at sparke fodboldåret i gang på, siger AGF's sportschef, Peter "PC" Christiansen.
Også i Brøndby er man glad for at være med til at etablere det nye koncept.
- Odense, Aarhus, Aalborg og Brøndby er fire stolte fodboldbyer med hver deres flotte fodboldtraditioner, så vi er glade for, vi har fundet fælles fodslag om en fireårig aftale med TV3 Sport om at afvikle fire indendørsstævner frem til og med 2022, siger Troels Bech, der er sportsdirektør i Brøndby.
/ritzau/