Fenerbahce blev tirsdag sparket ud af Champions League af Arsenal, som samlet vandt 5-0.
I den tyrkiske fodboldklub håbede man, at nederlaget ville sende Fenerbahce til Europa League, men det bliver der heller ikke noget af.
Sportsdomstolen CAS i Lausanne har fastholdt fodboldforbundet Uefa's tidligere beslutning om at udelukke klubben fra al europæisk fodbold i denne og næste sæson.
Sagen udspringer af en tidligere dom for matchfixing, men Fenerbahce havde appelleret udelukkelsen til CAS.
Også den ukrainske fodboldklub FC Metalist Kharkiv er udelukket af årets Europa League. Ukrainerne havde også appelleret Uefa's dom om udelukkelse på grund af matchfixing.
Metalist er dog kun udelukket i denne sæson.
/ritzau/