Vrede demonstranter er sent fredag aften gået på gaderne i São Paulo, hvor cirka 300 mennesker er gået til angreb på flere banker i den brasilianske megaby.
De har også blokeret trafikken og sat ild til skraldespande, rapporterer lokale brasilianske medier ifølge nyhedsbureauet AFP. Fem banker er blevet raseret i optøjerne, lyder det.
Det sker angiveligt for at vise opbakning med demonstranter i Rio de Janeiro, som er sure på statens guvernør.
Protesterne er dog små i forhold til de landsdækkende demonstrationer, som skyllede hen over Brasilien sidste måned, hvor enorme menneskemængder viste deres utilfredshed med korruption, arbejdsløshed og mangler i uddannelses- og sundhedssystemet.
Pave Frans er i øjeblikket på visit i Brasilien, og ifølge iagttagere kommer hans besøg på det helt rigtige tidspunkt, fordi paven med sit fokus på sociale problemer og fattige mennesker vil ramme perfekt ned i problematikkerne i verdens største katolske land.
/ritzau/