FC Nordsjælland-træner Kasper Hjulmand kan igen sætte sin nye målmand Martin Hansen mellem stængerne, når de danske vicemestre onsdag skal forsøge at komme videre i Champions League-kvalifikationen på udebane mod Zenit St. Petersborg.
Martin Hansen var med i den første kamp mod russerne, der i tirsdags blev tabt 0-1 på hjemmebane i Farum, men i weekendens møde med AGF sad den tidligere Viborg-keeper udenfor med en skade.
- Jeg vrikkede rundt på anklen, da jeg reddede en afslutning til træning, og det betød desværre, at jeg ikke kunne spille i lørdags, siger Martin Hansen til FCN's hjemmeside.
- Jeg var på banen i går søndag, og har meldt mig klar til at spille, hvis der er brug for mig, så må vi se hvad trænerteamet vælger.
- Anklen er blevet skannet, og der var ikke noget galt ud over hævelsen og den smerte, jeg har nu, så det er bare om at komme i sving igen, lyder det fra Martin Hansen.
I kampen mod AGF var det Jesper Hansen, der vogtede målet, men den mangeårige FCN-keeper arbejder på at blive solgt til udlandet i dette transfervindue, og derfor er navnebror Martin hentet ind som fremtidens mand.
Det kræver en sejr over det russiske storhold, hvis nordsjællænderne skal holde liv i drømmen om Champions League-fodbold i denne sæson, men hverken spil eller resultater har været opmuntrende hidtil i denne sæson.
- Vi har brug for at bevise, at vi kan være med på det her niveau og har kvaliteten. Det, vi har vist i Superligaen, er langt fra FCN-standard, og vi skal nu vise, at vi har kvaliteten både i de europæiske kampe og i Superligaen, siger Martin Hansen.
/ritzau/