FC København tabte søndag 1-3 i Parken til Randers FC, og dermed er man fortsat uden point på sidstepladsen i Superligaen. En alvorlig situation, erkender man i FCK-lejren.
- Vi er ikke vant til, at der står nul ud for FC København, så det er en pointmæssig krise, ja, konstaterer klubbens sportschef Carsten V. Jensen.
Han så samtidigt spillemæssige fremskridt i dagens nederlag.
- Spillemæssigt var det okay i lange perioder af kampen, men vi var desværre bare ikke dygtige nok i begge felter, hvor kampene jo som regel bliver afgjort, siger Carsten V. Jensen.
Cheftræner Ariël Jacobs er ikke så meget for krisesnakken, men erkender, der snart skal resultater på bordet.
- Når man taber, skal man ikke komme med undskyldninger. Jeg så flere positive spillemæssige ting, der kan bruges i fremtiden, men virkeligheden er bare, at vi tabte.
- Krise er noget, der foregår i Afrika, når folk sulter. Jeg griner altid af den snak, men jeg accepterer, at den er normal at have, siger FCK's belgiske cheftræner.
- Jeg oplevede forbedringer i spillet, men resultaterne i de tre første kampe har ikke været i vores favør, og vi må blive ved med at arbejde hårdt og tro på det.
FC København har tabt sine tre første ligakampene i denne sæson. I hele sidste sæson tabte de i alt fire ligakampe.
/ritzau/