FC Midtjylland er inde i et tæt kapløb med AC Horsens om bronzen i Superligaen. Og 1-1 resultatet mod Sønderjyske mandag aften i Haderslev kan nemt koste medaljer.
Sønderjyske gik ind til kampen med et 0-5 nederlag til netop AC Horsens i bagagen. Men det var svært at se på banen, hvor sønderjyderne kæmpede godt og tilsyneladende meget gerne ville vaske pletten væk.
Den lille superligaklub har haft en glimrende sæson og var kampen igennem det farligste hold. Det var helt fortjent, da Lasse Vibe i det 17. minut bragte Sønderjyske foran.
Den unge angriber opsnappede en løs bold og sparkede sikkert bolden fladt forbi Jonas Lössl.
Midtjyderne lagde undervejs et tungt pres på hjemmeholdet, men Sønderjyske svarede hver gang igen med rappe angreb, der fik FC Midtjyllands forsvarsspillere til at se tunge ud.
Særligt havde anfører Kristian Bak Nielsen i det centrale forsvar en off-day, mens Jakob Poulsen på midten ikke var helt så dominerende som vanligt.
Alligevel kom han i centrum, da han blev nedlagt i det kriminelle felt med tyve minutter igen. Jakob Poulsen tog selv straffesparket og udlignede sikkert.
Kort forinden havde dommer Anders Poulsen givet gult kort til Tommy Bechmann for at filme sig til et straffespark. Det lignede et straffe set fra tribunen, hvor 2.549 medlevende sønderjyder var på plads.
Efter udligningen havde hjemmeholdets Ejólfur Hédinsson en kæmpechance fra fri position, men bolden strøg lige forbi mål.
Og til sidst fik FC Midtjylland etableret et pres, som kastede et par store chancer af sig, men ind ville bolden ikke.
Resultat betyder, at Sønderjyske ligger på en delt syvendeplads, mens FC Midtjylland har et enkelt point ned til AC Horsens på ligaens fjerdeplads.