Med bare to minutter igen af søndagens Royal League-kvartfinale mellem FC København og svenske Elfsborg stod Jesper Grønkjær for dagens dummeste detalje: Han begik et unødvendigt frispark, fik sit andet gule kort i kampen og må dermed sidde over, når FC København skal spille semifinale. Det havde han ikke behøvet.
Heldigvis klarede de 10 resterende FC København-spillere at modstå den afsluttende svenske storm på Jesper Christiansens mål, og dermed blev de danske mestre det tredje danske hold i årets semi-finaler i Royal League.
Svært på kunststof
Det var ikke specielt fortjent, men det er jo Elfsborgs problem, ikke FC Københavns. Årsagen til det danske holds besværligheder kan formentlig tilskrives underlaget: Kampen blev spillet på kunstgræs, og det var i flere situationer tydeligt, at den slags kræver tilvænning.
Ikke mindst forsvareren Brede Hangeland blev nogle gange snydt af boldens opspring. En gang kostede Hangelands koks et straffespark, og en anden gang, burde det have kostet en svensk udligning. Men FC København havde heldet i de afgørende situationer. Og så havde de Jesper Christiansen, som stod en flot kamp.
FCK s mål blev sat ind af Hjalte Bo Nørregaard og Michael Silberbauer. Angriberne Hutchinson og Ailton spillede ingen stor kamp.