Da popsangeren Tue West strøg op ad hitlisterne i 2003, var det blandt andet med hjælp fra P3 s karrierekanon-koncept, der råspillede danske kunstnere uden pladekontrakt. Der blev altså gjort et talentarbejde, før Universal Musics danske afdeling gaflede den nasale troubadour og hans pladesalg på mere end 40.000 eksemplarer.

Den kommercielle succes gør det særligt absurd, at Universal Music for nylig søgte statskassens kultur-støtteorgan, Kunstrådet, om penge til et tredje album med Tue West. Og det er endnu mere absurd, at rådets musikudvalg kvitterede med det suverænt største beløb, der blev drysset ud blandt 44 modtagere – nemlig 225.000 kroner svarende til 1/8 af puljen. Eksemplet var dog ikke enestående.

Det er udtryk for en musikalsk fattigdom og manglende tro på fremtidige talenter, hvis fagfolkene i udvalget finder det vigtigere at forgylde etablerede mainstream-navne som Tue West frem for at udruge de næste hitmagere i rækken. Og helt sikkert er det, at de små dedikerede undergrunds-selskaber, der skraber sig igennem, forbliver svagelige, og at vækstlaget i Danmark dermed svækkes.

For Universal, Sony-BMG og EMI frister det forståeligt nok at malke statskassen. Men-men-men: Giganterne svigter først og fremmest talenterne, som de ikke opdagede i første omgang, men senere skal leve af.

Kunstnere som Tue West.