De fleste nye fædre er med til hele fødslen – og elsker at deltage.
Men for omkring 4.500 danske mænd ender fødslen hvert år med en regulær depression, som langtfra altid bliver behandlet.
»Jeg lå lammet af angst og græd næsten uafbrudt i 14 dage. Kun en hurtig og stor indsats fra specielt mine forældre og min kone gjorde, at jeg kom ud på den anden side.«
Sådan fortæller Lars, en af de 107 mænd, der de sidste to år har fået terapi og psykologbehandling på Rigshospitalet – det eneste sted i landet med et særligt program for fædre med fødselsdepressioner.
Krise er tabu
Men ifølge hospitalets chefpsykolog Svend Åge Madsen er det faktisk kun ganske få, der får professionel hjælp til at komme ud af krisen, fordi mange – og omverdenen – stadig opfatter fødselsdepressioner som et pinligt nederlag.
»I dag er det helt legalt, at kvinder kan løbe ind i en fødselsdepression, hvorimod det stadig er hamrende tabubelagt, når mænd pludselig får det dårligt med deres lille barn og har svært ved at knytte sig til det. Det er ikke spor maskulint, og derfor vil mange mænd heller ikke indrømme, at de rent faktisk har store psykiske problemer, som skal behandles. I værste fald ender det i tragedier, hvor hele familien går i opløsning. Nogle mænd reagerer ved at skride fra det hele,« forklarer Svend Åge Madsen.
Mor får skylden
Og den indirekte årsag til depressionen skal ofte findes i mandens opvækst og relation til sin mor.
»Erfaringerne fra vores terapiforløb viser klart, at mange mænd ikke kan knytte sig til deres børn, fordi de selv føler sig svigtet af deres egen mor, som måske ikke har givet dem tilstrækkelig kærlighed og omsorg. I den sammenhæng betyder en dårlig rollemodel i deres egen far ikke så meget,« siger Svend Åge Madsen.
Han efterlyser bedre hjælp til unge fædre i krise.
»Der er alt for få behandlingstilbud til mænd med fødselsdepressioner, og de kvindelige sundhedsplejersker, der rent faktisk kommer ud til de nye familier, er så optaget af, hvordan mor ammer, og barnet trives, at de slet ikke opfanger faresignalerne hos far.«
Surhed
Vrede
Ansvarsfralæggelse over egne problemer
Irritation
Øget risikoadfærd såsom hurtig kørsel
Trækker sig væk og ønsker tid alene
Øget alkoholmisbrug
Øget arbejde
Stort computerforbrug