Politiet har tiltalt en 40-årig nu tidligere falckredder for at have voldtaget en 17-årig pige i en ambulance på vej til Slagelse Sygehus i efteråret. Redderen nægter sig skyldig.
Det skriver Sjællandske onsdag.
Voldtægten og andre seksuelle overgreb skal være sket den 1. september i den bageste del af ambulancen, mens eks-redderens kollega sad bag rattet, og en veninde til den 17-årige sad ved siden af. De er begge indkaldt som vidner.
Pigen havde været til fest i Sneslev ved Fuglebjerg og var blevet så beruset eller på anden måde påvirket, at venner mente, hun skulle på sygehuset.
Og netop fordi den 17-årige var så påvirket, var hun ikke ifølge politiet ikke i stand til at modsætte sig overgrebene fra den tidligere Falck-ansatte, der selv sagde sin stilling op, kort efter han var blevet anholdt.
Retssagen kommer til at finde sted ved Retten i Næstved i begyndelsen af næste måned. Eks-falckredderen risikerer op til otte års fængsel, hvis dommer og domsmænd finder ham skyldig.