FAKTA: Sådan er det gået Danmark ved VM i fodbold

Danmark har fire gange tidligere været med ved VM i fodbold med kvartfinalen i 1998 som bedste resultat.
Danmark slår Uruguay 6-1 i 1986, her scorer Michael Laudrup for Danmark.
Danmark slår Uruguay 6-1 i 1986, her scorer Michael Laudrup for Danmark. Foto: Palle Hedemann/arkiv/Scanpix

Det danske fodboldlandshold er fredag med i bowlen, når der trækkes lod til grupperne til VM-slutrunden i Rusland i 2018.

Danmark har fire gange tidligere deltaget ved en VM-slutrunde, og det bedste resultat var i 1998, da Danmark nåede frem til kvartfinalen, hvor Brasilien endte med at vinde 3-2.

VM blev spillet første gang i 1930, og Danmark debuterede med deltagelsen i Mexico i 1986.

Sådan er det gået Danmark ved VM:

1986 i Mexico: Ottendedelsfinale.

Danmark indledte med en 1-0-sejr over Skotland, men det var 6-1 over Uruguay, der fik Preben Elkjær, Michael Laudrup og de øvrige, danske stjerner på alles læber med den offensive tilgang til spillet. Efter 2-0-sejren over Vesttyskland røg Danmark ud med et 1-5-nederlag til Spanien i ottendedelsfinalen.

1998: Kvartfinale.

Danmark sluttede på andenpladsen med fire point i gruppen og 3-3 i målscore. I ottendedelsfinalen kom der dog gang i sagerne, da Nigeria blev slået hele 4-1. I kvartfinalen ventede Brasilien, og her bragte Martin Jørgensen Danmark foran 1-0 efter 93 sekunder. Danmark endte med at tabe 2-3 i en forrygende kvartfinale, som er historiens bedste danske VM-resultat.

2002: Ottendedelsfinale.

Danmark vandt sin gruppe foran Senegal, Uruguay og Frankrig, der skuffede gevaldigt. Syv point og 5-2 i målscore betød, at Danmark var i ottendedelsfinalen igen, men her sluttede fodboldfesten, da England vandt en sikker sejr på 3-0.

2010: Røg ud i gruppespillet.

Christian Eriksen var som 18-årig turneringens yngste deltager, men VM i Sydafrika blev aldrig nogen stor dansk succes. Danmark røg ud efter det indledende gruppespil efter nederlag til både Holland og Japan, mens Cameroun blev besejret 2-1. Nicklas Bendtner, Dennis Rommedahl og Jon Dahl Tomasson scorede de tre danske mål i turneringen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.