Fodboldspilleren Nicklas Bendtner fik en sen hovedrolle, da Rosenborg mandag spillede 3-3 ude mod Kristiansund i Eliteserien i Norge.
Et minut inde i dommerens tillægsminutter ekspederede den forhenværende danske landsholdsspiller bolden i mål til slutresultatet.
Det var Nicklas Bendtners første ligamål for Rosenborg i halvanden måned og hans femte ligascoring i alt for klubben fra Trondheim.
Den 29-årige dansker var ellers bænket fra start, efter at han i weekenden deltog i et bryllup uden for Norge.
Danskerens fravær gjorde, at han gik glip af flere træninger med Rosenborg.
Klubbens sportschef, Stig Inge Bjørnebye, har over for det norske medie Adresseavisen forklaret, at Nicklas Bendtner var blevet inviteret til brylluppet, mens han stadig var Nottingham Forest-spiller.
Den engelske liga ligger stille i øjeblikket, men i mellemtiden er Nicklas Bendtner altså skiftet til Rosenborg.
- Det at være forlover ved et bryllup er et ansvar, man ikke springer fra, sagde Stig Inge Bjørnebye til Adresseavisen som begrundelse for, hvorfor danskeren havde fået lov til at være væk fra træningerne.
Med cirka 20 minutter tilbage af kampen blev Bendtner sendt på banen, og få minutter senere blev Mike Jensen også skiftet ind for mestrene.
Kristiansund havde på det tidspunkt vendt stillingen 0-2 til 2-2, og syv minutter før tid kom oprykkerklubben også foran.
Det lignede en eventyrlig sejr til Kristiansund over de regerende mestre, men det fik Nicklas Bendtner spoleret med sit sene mål.
Rosenborg fører Eliteserien med 29 point for 15 kampe, mens Kristiansund er fjerdesidst med 17 point.
/ritzau/