Filmen "Du forsvinder" var Danmarks vinderbud i kategorien "bedste ikke-engelsksprogede film" ved den amerikanske filmprisuddeling Academy Awards i 2018, hvor Oscar-statuetterne uddeles.
Fredag blev filmen, der har Nikolaj Lie Kaas og Trine Dyrholm i hovedrollerne, imidlertid sorteret fra i kapløbet om en nominering.
Her er et overblik over det udskillelsesforløb, som danske film skal igennem for at blive Oscar-nomineret:
* Først frigiver den danske Oscar-komité en liste over tre film, hvoraf den ene bliver Danmarks bud på en nomineret.
* De film, som landene har indstillet, vurderes fra 1. oktober af Oscar-akademiets komité for ikke-engelsksprogede film. Komitéen vælger seks af filmene til shortlisten. Sidste år lå det samlede antal indstillede film på 85.
* En eksekutivkomité tilføjer dernæst yderligere tre film for at sikre, at der ikke er iøjnefaldende udeladelser.
* Kort før jul offentliggøres listen på ni film, og dernæst stemmer to komitéer om, hvilke fem film der endeligt skal nomineres.
* I den afsluttende fase sendes filmene ud til Oscar-akademiets aktive medlemmer, der må afgive deres stemme, når de har set alle fem nominerede film.
* Det 90. Academy Awards Show finder sted søndag 4. marts 2018.
Kilde: Det Danske Filminstitut og Oscar-uddelingens regelsæt.
/ritzau/