* To IC4-tog var i efteråret 2011 involveret i to episoder, som medførte, at den skandaleramte togtype i en periode helt var fjernet fra skinnerne.
* Ved Høje Taastrup oplevede man 4. november 2011 en såkaldt signalforbikørsel. Her var bremselængden nogle meter for lang, oplyser DSB.
* Ved Marslev på Østfyn måtte passagererne tre dage senere over i et andet togsæt, da IC4-toget ikke bremsede i tide ved rødt signal. Toget undgik dog kollision med et forankørende godstog.
* DSB valgte efterfølgende at sænke topfarten i IC4-tog fra 180 til 140 km/t.
* 15. november 2011, otte dage efter at man for anden gang oplevede bremseproblemer, blev samtlige IC4-tog taget ud af drift på ubestemt tid. DTU og Havarikommissionen blev sat til at undersøge bremseproblemerne.
* 28. februar 2012 satte DSB igen IC4-tog på skinnerne. De problematiske tog måtte kun køre prøvekørsler uden passagerer.
* I juni 2012 konkluderede DTU, at bremseproblemerne skyldtes glatte skinner. Måneden efter gav Trafikstyrelsen igen DSB lov til køre med passagerer i IC4 togene.
* Status i slutningen af august 2013 er, at DSB kører 350 ugentlige afgange med IC4-tog.
* I forbindelse med selskabet halvårsregnskab, oplyste DSB, at "Udvidelse af køreplanerne vil først ske, når konklusionen på Havarikommissionens endelige rapport om signalforbikørslen i november 2011 ved Marslev er på plads. Først da ved vi, om togene fremadrettet vil være omfattet af begrænsninger i løvfaldsperioden."
* Fredag har Havarikommissionen offentliggjort sin endelige rapport, som konkluderer, at togenes bremser levede op til de gældende normer, men at disse ikke er dækkende for de forhold, som togenes kan opleve i daglig drift.
* Umiddelbart efter offentliggørelsen af rapporten meddeler Trafikstyrelsen, at DSB nu får permanent tilladelse til at køre med IC4-togene. Togene må dog i første omgang maksimalt køre 140 km/t i løvfaldsperioder.
/ritzau/