Kronprins Frederiks 50-års fødselsdag markeres ved en række begivenheder i ugens løb. Fejringen kulminerer på selve dagen lørdag 26. maj.
LÆS her, hvad der skal ske.
* Klokken 12 træder kronprinsen ud på balkonen i Frederik VIII's palæ på Amalienborg. Det er her, han bor med sin familie. Palæet kan kendes på, at det er dekoreret med et ur.
* På balkonen vil kronprinsen være i selskab med kronprinsesse Mary og deres fire børn: prins Christian, prinsesse Isabella, prinsesse Josephine og prins Vincent. Også dronningen vil være til stede.
* Klokken 12 gennemfører den kongelige livgarde vagtskifte på slotspladsen.
* Klokken 19:30 forlader kronprinsparret Frederik VIII's palæ i karet for at køre til gallamiddag på Christiansborg Slot. Kareten eskorteres af gardehusarregimentets hesteskadron.
* Ruten går fra Amalienborg, Frederiksgade, Bredgade gennem Fredericiagade, Store Kongensgade og over Kongens Nytorv. Herefter går turen videre ned ad Strøget og Højbro Plads og gennem Kirkeløngangsporten og ind på Christiansborg Slot.
Klokken 20:00 er der gallataffel på Christiansborg Slot. Dronningen er vært for de inviterede gæster fra ind- og udland.
Kilde: kongehuset.dk
/ritzau/