Torsdag fortsætter finanslovsforhandlingerne med de sidste afgørende knaster.
Finanslov og skat skal forhandles hos finansminister Kristian Jensen (V), mens forhandlingerne om udlændingepolitikken finder sted i Statsministeriet med statsminister Lars Løkke Rasmussen for bordenden.
Regeringens finanslovsforslag for det kommende år blev fremlagt i Finansministeriet 31. august. Siden har parterne forhandlet.
Her kan du læse mere om, hvad finansloven er for en størrelse:
* Finansloven indeholder statens budget for det kommende år. Den viser, hvilke områder regeringen prioriterer.
* Folketinget mødes hvert år i september for at tage den indledende debat om regeringens finanslovsforslag. Forslaget skal fremsættes senest 31. august. Det står i grundloven.
* I gennemsnit fylder en finanslov cirka 500 sider. Bemærkninger til loven fylder som regel cirka 2500 sider. Finansloven er dermed den mest omfattende af alle love.
* De politiske forhandlinger om finansloven foregår over flere måneder. Finansloven bliver som regel vedtaget i Folketinget i december.
* Statens budget for et år er på cirka 700 milliarder kroner. Størstedelen af pengene er bundet i faste udgifter til at drive for eksempelvis hospitaler, skoler og forsvaret.
Kilder: ft.dk.
/ritzau/