Fredag annoncerede USA's præsident, Donald Trump, sin plan mod de høje og stigende medicinpriser.
Udspillet var dog langtfra så omfattende og indgribende, som branchen havde frygtet.
Læs her om problemet, som Donald Trump - og talrige præsidenter før ham - forsøger at løse:
* Skyhøje priser på medicin:
Der blev brugt 338,1 milliarder dollar på receptpligtig medicin i USA i 2017. Siden 2000 er det tal steget fra 121 milliarder dollar.
Ifølge OECD blev der brugt 1162 dollar på receptpligtig medicin per borger i USA i 2015. Til sammenligning brugte Storbritannien, der har et offentligt system, 497 dollar.
Statens samlede udgifter til sundhed:
I 1990'erne steg udgifterne til medicin i USA med 11-17 procent om året. Siden da er priserne fortsat med at stige.
USA brugte i 2017 3500 milliarder dollar eller 18 procent af sit bruttonationalprodukt (bnp) på sundhedsudgifter.
* Et kompliceret system:
Det amerikanske sundhedssystem er voldsomt kompliceret og hovedsageligt privat.
Indbyggerne er forsikret gennem private aktører eller statslige forsikringsordninger. Forsikringsselskaberne køber medicin gennem store indkøbsorganisationer, såkaldte pbm'er. De køber igen deres medicin fra producenter som Novo Nordisk og Lundbeck.
Alle aktører har interesse i, at priserne stiger. Forsikringsselskaberne kan hæve præmierne, indkøbsorganisationerne kan øge deres omsætning, og medicinproducenterne kan øge priserne.
* Lobbyisme og statslig beskyttelse:
Der bliver brugt store summer på at beskytte det lukrative system.
Sundhedssektoren var i 2017 den sektor, der brugte mest på lobbyisme i hovedstaden Washington. Her er sektoren registreret for lobbyvirksomhed for 561,2 millioner dollar - 3,5 milliarder kroner.
Systemet har en høj grad af politisk beskyttelse. Blandt andet må de statslige sygekasser ikke forhandle direkte med producenterne af medicin, og apotekere må ikke oplyse kunder om billigere alternativer til den medicin, deres forsikringsselskab vil have, de bruger.
Kilder: Department of Health & Human Services USA, CMS Office of the Actuary, Statista, OECD, Reuters, Ritzau og Open Secrets.
/ritzau/