Den 39-årige Hedaiatullah Mahmoud er idømt fængsel på livstid for at have dræbt sin kone og deres tre børn en tidlig morgen i april sidste år.
Det har et enigt nævningeting afgjort ved Retten på Frederiksberg torsdag.
Herunder kan du læse mere om fængsel på livstid.
* Fængsel på livstid betragtes som landets strengeste straf og er som udgangspunkt en dom til fængsel resten af livet.
* I gennemsnit bliver livstidsdømte dog løsladt efter 17 års fængsel.
* Allertidligst efter 12 år kan en livstidsfange blive prøveløsladt. Det er Kriminalforsorgen, der træffer afgørelsen efter indstilling fra fængslet, hvor den dømte afsoner.
* Hvis Kriminalforsorgen skønner, at der er fare for ny kriminalitet, kan ansøgning om prøveløsladelse afvises. Dette kan afsoneren indbringe for retten efter 14 år.
* Før prøveløsladelse af en livstidsfange skal der indhentes en udtalelse fra Retslægerådet om personens farlighed.
* På den baggrund ender nogle fanger med at tilbringe flere årtier bag tremmer.
* Eksempelvis kom Palle Sørensen, der i 1965 dræbte fire politifolk, til at sidde i næsten 33 år, før han kom ud af fængslet.
* To nuværende afsonere har ligeledes siddet i over 30 år. Det drejer sig om Naum Conevski, der i 1984 likviderede to unge på Amager, og Seth Sethsen, der året efter begik rovmord på en taxichauffør i Albertslund.
* For øjeblikket afsoner 25 personer en livstidsdom i Danmark. Hertil kommer ubådskaptajnen Peter Madsen, såfremt hans livstidsstraf fra Københavns Byret stadfæstes i landsretten.
Kilder: Ritzau og Kriminalforsorgen.
/ritzau/