En usædvanlig vejrsituation med næsten udelukkende østenvind har reddet de danske strande fra at blive begravet i tonsvis af affald. Det har nemlig blæst skraldet over til Storbritannien.
Få her et overblik over, hvor skraldet kommer fra, hvad det egentlig er, og hvordan situationen i år påvirker strandrensningen.
* Normalt skyller flere hundrede ton affald op på kysterne ud mod Vesterhavet. Bare i Ringkøbing-Skjern Kommune renser man normalt den 53 kilometer lange strandstrækning for op til 400 ton affald. I år er der kun omkring fire ton.
* Affaldet stammer hovedsageligt fra skibe og er såkaldt "marint affald".
* Skraldet består blandt andet af plastikdunke, plastikposer, plastikspande, skibsgarn, brædder, kasser, tømmer og tovværk.
* Derudover skyller mere opsigtvækkende ting op på de jyske strande. Det drejer sig om kofangere fra biler, instrumentbrætter, bildæk og sågar en chesterfield-sofa i 2012.
* I Ringkøbing-Skjern Kommune plejer man i maj at hente skoleklasser ind til at hjælpe med strandrensningen, men det er aflyst i år på grund af det manglende skrald. Det sparer kommunen 140.000 kroner på.
* Mængden af affald svinger fra år til år alt efter vintervejret.
* Skulle vinden og strømforholdene vende, kan der dog komme en større mængde affald op på strandene. Derfor er det for tidligt at sige, om hele sæsonen bliver præget af den lave mængde affald.
Kilde: Ringkøbing-Skjern Kommune, Varde Kommune og Thisted Kommune.
/ritzau/