Den estiske anklagemyndighed fortæller onsdag, at ti personer er anholdt i forbindelse med Danske Banks estiske hvidvasksag.
Sagen omhandler, hvordan et trecifret milliardbeløb i euro så godt som uden kontrol passerede igennem Danske Banks estiske filial.
I september præsenterede Danske Bank sin interne rapport om forholdene.
Læs her, hvad rapporten skrev om bankens estiske ansattes rolle i sagen:
- Filialen i Estland har løbende mod bedre vidende forsikret Danske Bank om, at de arbejdede aktivt mod hvidvask. Filialen forsøgte ifølge rapporten helt frem til foråret 2015 at fastholde de mistænkelige kunder.
- Bruun & Hjejle har undersøgt over 100 personer fra den estiske afdeling. Undersøgelsen tæller både ansatte og agenter tilknyttet banken, som skulle finde potentielle kunder til den. 42 af disse er fundet mistænkelige.
- Den mistænkelige adfærd er knyttet til involvering i betalinger med mistænkelige personer, store kontantindskud, personlige forhold til kunder og involvering i mistænkelige betalinger med kolleger.
- (Undersøgelsen, red.) har også ført til anmeldelse til det estiske politi af otte tidligere medarbejdere, hvor undersøgelsen har identificeret mistænkelig adfærd af en sådan karakter, at det må anses for sandsynligt, at der er begået kriminelle handlinger, skriver Bruun & Hjejle.
Kilder: Rapport om non-resident porteføljen i Danske Bank af Bruun & Hjejle.
/ritzau/