Langt de fleste kræftpatienter beholder tilknytningen til arbejdsmarkedet. Det skriver Fagbladet 3F.
Ifølge Kræftens Bekæmpelses Barometerundersøgelse 2013 har lidt over halvdelen af godt 4.000 erhvervsaktive med kræft oplevet jobmæssige forandringer efter deres sygdom. Men blot en fjerdedel heraf har måttet holde helt op med at arbejde.
- Faktisk er det langt de fleste patienter, der bevarer tilknytningen til arbejdsmarkedet. Det er rigtigt positivt, siger Bo Andreassen Rix, chef for Dokumentation og Udvikling i Patientstøtte og Lokal Indsats hos Kræftens Bekæmpelse.
22 procent svarer, at de har fået færre arbejdstimer. Ni procent har fået andre eller færre arbejdsopgaver, viser Barometerundersøgelsen. Hos Kræftens Bekæmpelse understreger man, at et planlagt forløb med arbejdsgiveren er guld værd.
- Mange har brug for at få fri til at følge behandlinger. Og mange vil også have brug for tid til at komme til hægterne efter hver behandling. Måske skal man sygemeldes, men på den anden side er det også vigtigt at bevare en vis tilknytning til arbejdet, siger Bo Andreassen Rix.
Det er Kræftens Bekæmpelses erfaring, at det er vigtigt at komme langsomt tilbage i jobbet igen. For eksempel ved at man sammen med arbejdsgiveren laver nogle tillempninger, der gør det muligt at komme på deltid, nedsat tid eller med en blid opstart.