Livet på Jorden begyndte som noget encellet smat for 3,5 milliarder år siden. Ursuppen bliver det kaldt, og det er den, alt liv og al mad på jorden nedstammer fra. Både fiskefrikadeller og remoulade nedstammer fra den samme genetiske ursuppe som vi selv.

Når vi opfatter torsk, elefanter, tulipaner og mennesker som færdige koncepter , er det, fordi udviklingen går så langsomt, at vi slet ikke oplever, at arterne forandrer sig. Det tog over en milliard år fra det første encellede liv, til der opstod flercellede organismer, og det tog endnu en milliard år fra de første flercellede organismer, til der fandtes hvirveldyr. Flertallet af de fisk, vi lægger på tallerkenerne, har formentlig set ud, som de gør i dag, i millioner af år.

Ændrer på egenskaber

Men det er ved at ændre sig. Det har længe været kendt, at vi er i gang med at udrydde visse arter – senest har industrifisken tobis været fremme i medierne som en truet bestand. Men faktisk er vi også ved at ændre på nogle af arternes egenskaber på grund af overfiskning.

Arter udvikler sig på den måde, at der altid er en vis variation mellem individerne inden for en art. Nogle er lidt hurtigere, lidt kvikkere eller lidt stærkere end andre – men alle har styrker og svagheder. Når der sker ændringer i miljøet, for eksempel at der dukker et nyt og hurtigere rovdyr op, betyder det, at nogle individer er bedre rustet til de nye omstændigheder end andre.

Mennesket er et rovdyr, og torskefiskeriet er et interessant eksempel. I takt med at vi begyndte at fiske mere effektivt, faldt torskebestanden. For at beskytte torskene indførte vi kvoter, som betød, at fiskerne kun måtte fange torsk over en vis størrelse. Hensigten var at sikre fremtidens fangstmuligheder ved at beskytte de små torsk.

En fordel at være lille

Dermed var det ikke længere en overlevelsesfordel at være en stor torsk, tværtimod har vores fiskekvoter gjort det til en overlevelsesfordel at være en lille torsk.

Og ganske rigtigt: Nu har man opdaget, at torskene visse steder er blevet længere tid om at vokse sig store. Hvilket er meget uheldigt, da torsk er mere yngledygtige, jo større de er.

Heraf kan man lære mindst to ting: Vores genetiske arv er slet ikke så fastlåst, som man hidtil har troet, og menneskets påvirkning af kloden kan få konsekvenser langt hurtigere og i et helt andet omfang, end vi havde forestillet os.