Der er bedre humør og mindre drama end vanligt ved de 17 eurolandes uformelle økonomi- og finansministermøde, der åbner fredag morgen i Nicosia på Cypern.
Ved ankomsten lagde et par af de ministre, der er kendt for at være kompromisløse og skarpe i mælet, blandt andet op til at give Grækenland lidt mere snor til at få gennemført de reformer, der er et krav for at landet kan få hjælp til at komme på fode igen.
- Grækenland kan få mere tid. Men ikke flere penge, lød de enslydende kommentarer fra Hollands finansminister, Jan Kees de Jager, og hans østrigske kollega, Maria Fekter, da de ankom til mødet.
Samme melding kom torsdag fra den franske finansminister, Pierre Moscovici, under et besøg i Athen, samt fra en talsmand for Den Internationale Valutafond (IMF) i Washington.
- Der er gode argumenter for at forlænge tidsfristen for Grækenland til at gennemføre den finansielle tilpasning, sagde IMF-talsmand Gerry Rice ifølge nyhedsbureauet AFP.
Grækenland har i månedsvis bedt om mere tid til at gennemføre de skrappe spareplaner og reformer, der er en betingelse for, at trojkaen bestående af EU, IMF og Den Europæiske Centralbank (ECB) vil frigive næste lånerate på 32 milliarder euro.
Ud over at diskutere Grækenland skal euroministrene på deres møde fredag også gøre status over situationen i en række andre kriseramte eurolande: Irland, Portugal, Italien, Slovenien, Cypern og Spanien.
Der er særlig stor opmærksomhed om Spanien og spørgsmålet om, hvorvidt landet formelt vil søge om en hjælpepakke.
Ansøgningen ventes ikke at være lige opover. Men den er blevet mere sandsynlig, efter at ECB i sidste uge meldte sig klar til støtteopkøb af statsobligationer fra lande, der formelt har bedt om hjælp.
- Spanien må overbevise markederne om, at landet er beslutsomt og føler sig forpligtet til at gennemføre reformer og fortsætte sparepolitikken, siger den hollandske minister de Jager fredag morgen.
/ritzau/