Der ryger knap 50 kilo CO2 ud i atmosfæren, når en splinterny bil i dag tager turen fra København til Århus.
Hvis den europæiske bilindustri holdt, hvad den har lovet, ville bilen udlede syv kilo mindre på turen, men det er ikke sket. Derfor valgte EU-Kommissionen i går at opgive de frivillige ordninger og sætte tommeskruerne på.
Kommissionens krav er, at nye biler om fem år skal være 25 procent mere miljøvenlige, så turen til København i 2012 kun koster miljøet 37 kilo CO2.
Det skal først og fremmest ske, ved at de europæiske bilproducenter sætter mere avancerede motorer i deres biler.
»Det er klart, at den europæiske bilindustri står over for en stor udfordring, og jeg vil råde den til at leve op til den udfordring,« sagde den tyske industrikommissær Günter Verheugen på gårsdagens pressemøde.
Dyrere biler og færre job
Det nye forslag får industrien til at advare om massive prisstigninger og tab af arbejdspladser.
»At lægge byrden med at reducere CO2-udledningen på bilindustriens skuldre betyder, at man vælger den dyreste og mindst omkostningseffektive strategi for samfundet. Det vil føre til tab af arbejdspladser og produktion, der flyttes væk fra Europa,« skriver den europæiske bilindustris organisation, ACEA, i en pressemeddelelse.
Verheugen har i flere uger kæmpet for at slække Kommissionens krav til industrien, og efter en lang tovtrækning med miljøkommissær Stavros Dimas endte det med, at bilindustrien kun skal stå for tre fjerdedele af miljøforbedringerne. Resten skal klares med bedre dæk, mere miljørigtig benzin og lignende tiltag.
Den tyske kommissærs kamp for lavere krav til industrien får den grønne gruppe i EU-Parlamentet til at rynke på næsen.
»Kommissionen har endnu engang bekræftet, at den tyske bilindustris bundlinje prioriteres højere end kampen mod klimaforandringer,« siger EU-parlamentarikeren Claude Turmes, der danner gruppe med blandt andre SF’eren Margrete Auken.
Verheugen afviser dog at være i lommen på industrien og fastholder, at Kommissionens nye plan er »den mest ambitiøse i verden«.
Siden 1990 er CO2-forureningen fra vejtransport steget med 26 procent, og bilerne udgør i øjeblikket omkring en femtedel af europæernes samlede CO2-udledning.