Det bliver nu lidt lettere for danske virksomheder at beskæftige folk, der har bopæl i Sverige. Det står klart, efter at en ny EU-forordning er blevet vedtaget i EU-rådet.
Den beskytter virksomhederne mod at skulle betale afgift, hvis medarbejderen har bijob i sit eget land.
Hidtil har virksomheden risikeret at skulle betale 28 procent af lønnen til Sverige, hvis den ansatte havde bijob derhjemme.
- Vi har længe arbejdet på at få ændret reglerne. Det afgørende bør være, hvor medarbejderen primært udfører sin beskæftigelse og ikke de få timer om ugen, man arbejder i bopælslandet, siger chefkonsulent Marianne Andersen fra Dansk Erhverv.
Fra EU's side forsøgte man allerede i maj 2010 at afhjælpe problemet ved at tillade arbejde i hjemlandet i op til 25 procent af arbejdstiden.
Imidlertid gjaldt ordningen kun for en og samme arbejdsgiver, og den havde dermed kun effekt ved hjemmearbejdspladser.
De danske virksomheder var derfor nødt til at fastholde et forbud mod bijob.
- Rådet har i dag endeligt vedtaget en ændring til forordningen, således at arbejde for anden arbejdsgiver end den danske er tilladt, uden at det får konsekvenser for den sociale sikring.
- Det er dog fortsat afgørende, at arbejdet i bopælslandet ikke overstiger 25 procent, siger Marianne Andersen