Af Nanna Balslev, naba@avisen.dk
Mens resten af verden i dag mindes ofrene fra 11. september, fester etiopierne. Ifølge den etiopiske tidsregning begyndte år 2000 nemlig klokken 24 i nat, og derfor fejres årtusindeskiftet i hele landet. I Etiopien følger man Ge ez-kalenderen, der bygger på den oldægyptiske kopiske kalender.
Ifølge den etiopiske kalender har året 13 måneder - tolv med 30 dage og en med fem dage og seks i skudår. Etiopiens kalender opererer med et senere fødselstidspunkt for Jesus, og derfor er etiopierne knap otte år bagud i forhold til den vestlige gregorianske kalender.
Nytår hedder på etiopisk Enkutatash og indledes med, at etiopierne går i kirke iført traditionelt etiopisk klædedragt. Derefter tænder folk fakler foran deres huse og spiser festmiddag og drikker traditionel etiopisk øl med familie og venner.
Børnenes fest
Enkutatash er også en fest for børnene, hvor pigerne går fra hus til hus og synger nytårssange, mens drengene sælger tegninger, som de selv har lavet.
Der bor omkring 75 millioner mennesker i Etiopien, og indbyggerne består af omkring 62 procent kristne, 33 procent muslimer og fem procent med anden religiøs baggrund.