I Superligaklubben Esbjerg har de ikke lagt skjul på, at truppen skal styrkes med op til flere spillere efter kvalifikationen til Europa League-gruppespillet.
Klubben meddeler på sin hjemmeside, at den 24-årige nordmand Mohamed Fellah har skrevet under på en treårig kontrakt med esbjergenserne. Han kommer fra Vålerenga, hvor hans kontrakt stod til udløb til nytår.
- Vi får en fysisk lille spiller, som er meget dygtig med bolden og til at udfordre én mod én. Han kan både søge ind i banen fra kanten og ligge som den anden angriber. Og så er han en fantastisk afslutter med især venstre ben, siger cheftræner Niels Frederiksen.
I Vålerenga har Mohamed Fellah spillet sammen med den tidligere Esbjerg-spiller Nicolai Høgh, som han også spurgte til råds inden skiftet.
Mohamed Fellah rejste til Esbjerg torsdag aften og har bestået lægetjekket i klubben fredag.
Ifølge NRK afviste Mohamed Fellah et par hollandske klubber, inden han lavede aftale med Esbjerg.
Midtbanespilleren debuterede på Norges A-landshold på en træningslejr i januar, men har haft svært ved at få spilletid i Vålerenga på det seneste.
Esbjerg arbejder hårdt på at få Mohamed Fellah spilleberettiget allerede til søndagens opgør mod FC Midtjylland.
/ritzau/