En halv million danskere er på sundhedssystemets vinderhold. Via deres arbejdsgiver har de fået betalt en sundhedsforsikring, der giver dem hurtig adgang til et privathospital, hvis uheldet er ude.

Det er der selvfølgelig ikke noget galt i – privathospitaler er ikke af det onde. Men deres eksistens skævvrider en lige adgang til sundhedssystemet for danskerne, de dræner det offentlige system for læger og sygeplejersker (som det offentlige har brugt tid og penge på at uddanne), og de betyder, at der er penge mellem læge og patient.

At man kan købe sig til bedre behandling, fordi man har rigeligt med penge på bankkontoen, er én ting. Men hvorfor er det nødvendigt – som VK(O)-regeringen siden 2003 har gjort – at tilskynde til denne skævvridning ved at give et indirekte skattetilskud til sundhedsforsikringer?

Det øger uligheden, som også Velfærdskommissionen har peget på. Og det sætter princippet om, at vi alle har lige adgang til hospitalsvæsnet under pres. Men det er måske det, som er projektet bag de statsfinansierede sundhedsforsiktinger? Hvis argumentet er ideologisk, burde man i det mindste indrømme det fra regeringens side.

Regeringen burde – i stedet for at give et kontant tilskud til, at nogle kan komme forrest i køen – bruge den næsten halve milliard kroner, som sundhedsforsikringerne koster skatteborgerne hvert år, på at styrke det offentlige sundhedsvæsen.