En mor en mørk vintermorgen.

Med ét barn forrest og ét barn bag på cyklen tramper hun hårdt i pedalerne for at nå at aflevere børn i daginstitution og komme på arbejde i tide.

Sådan ser klichéen om den enlige mor ud. Og det er ikke, fordi enlige mødre ikke knokler af sted på cykler, men enlige kvinder er altså ikke nogle forladte stakler, som vi skal ynke, mener filminstruktør Katrine Borre.

Hun bidrager dermed til en igangværende debat om opfattelsen af den enlige mor. En række nylige udgivelser har således insisteret på, at enlige mødre er enestående mødre, og at supermor godt kan være enlig.

Knejs med nakken

Katrine Borre har selv prøvet at være alene med sine to drenge i syv-otte år, så hun er med egne ord »rimelig inkarneret enlig mor«, og hun har en dokumentarfilm om enlige mødre, Kvindeliv , bag sig.

»Jeg oplever stadig, at enlige mødre bliver set ned på, og at det bliver forventet, at de skal gå rundt med bøjet hoved, men det skal de altså ikke,« siger Katrine Borre.

Katrine Borre mener tværtimod, at enlige mødre har en fantastisk evne til at få opbygget et trygt og godt hjem for deres børn, og at de hellere skulle knejse med nakken i stolthed.

Men det kan være svært, når omgivelserne betragter én som en stakkel, mener hun. Katrine Borre har blandt andet overhørt kommentarer om enlige mødre såsom:

»Hun er da ellers meget pæn.«

»Hun har faktisk et pænt hjem.«

»Hendes børn er da ellers meget søde.«

»Og underneden er hele tiden en formodning om, at det skulle man ellers ikke have troet,« siger Katrine Borre.

Kærestepotentiale

Katrine Borre er selv stolt over de år, hvor hun har været ene om at opfostre sine to drenge Tejs og Østen på 15 og 16 år. At hun har kunnet selv.

Men hun har oplevet det som smerteligt, at hendes drenge følte, at der manglede noget.

»Der var en periode, hvor der ikke kunne komme et pizzabud eller en ny pædagogmedhjælper i fritidsklubben, uden at de spurgte, om han var noget for mig,« siger Katrine Borre.

»Sådan er vores familie«

Men sådan er det nok bare, mener hun. At børn drømmer om, at der skal stå fire tallerkner på bordet. Det gør de fleste voksne jo også:

»Jeg ville for eksempel i lang tid ikke købe en ny seng, fordi jeg jo nok snart mødte en mand, og så kunne jeg jo lige så godt vente.«

Det ændrede sig, da Katrine Borre satte sig ned med sine drenge og sagde:

»Vores familie er sådan her: Den består af mig og jer.«

Så faldt der ro på, oplevede hun.