Der var nok ikke mange, der havde troet, at Enhedslisten skulle give en godsejer deres støtte.
Men ikke desto mindre var det, hvad Morten Schjøtt, Enhedslistens byrådsmedlem i Faaborg-Midtfyn Kommune, gjorde mandag aften. Det skriver Fyens.dk.
Selvom både Venstre, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti afviste at give godsejer Catharina Reventlow-Mourier fra Brahetrolleborg Gods lov til at bygge en skydebane på godsets jorde, var Morten Schjøtt langt mere positiv over for projektet.
Han mener, at der historisk set har været tætte bånd mellem Brahetrolleborg Gods og lokalbefolkningen, og han anser ikke den støj, der måtte komme fra skydeanlægget til at være mere generende end den, der kommer fra erhvervsvirksomheder i området.
Det er dog vigtigt for Enhedslisten-profilen, at få sagen belyst gennem en lokalplanproces.
Støtten fra Enhedslisten var dog ikke nok for godsejer Catharina Reventlow-Mourier. Et flertal i kommunalbestyrelsen stemte projektet ned mandag aften.
Godsejeren har villet bygge et skydeanlæg på 12 hektar i den 60 hektar store Kræmmerhaven Skoven på godsets jorde. Det krævede dog tilladelse fra et flertal i kommunalbestyrelsen, men det flertal udeblev altså mandag aften, da kommunalbestyrelsen drøftede sagen.