Det engelske landshold og hele den fodboldgale nation har som altid store forventninger forud for en slutrunde, men torsdag led de engelske EM-drømme et alvorligt knæk.
Midtbanegeneral Frank Lampard bliver ikke klar til at spille EM, han er ude på grund af en lårskade.
En skanning torsdag gav det nedtrykkende svar til den engelske lejr, efter Lampard var blevet skadet under en træning onsdag.
Ifølge nyhedsbureauet AFP besluttede landstræner Roy Hodgson, at Lampard skulle ud af truppen og erstattes, hvis ikke han kunne blive klar til at spille de tre gruppekampe.
Og det viste torsdagens skanning altså, at han ikke ville blive. Det engelske fodboldforbund meddeler på sin hjemmeside, at Lampard er ude.
- Frank Lampard er ude af EM 2012 på grund af en skade, lyder det på FA's hjemmeside.
Chelsea-profilen bliver uden tvivl hårdt savnet i den engelske trup, men livet må gå videre, akkurat som i den danske trup, der tidligere på ugen måtte sige farvel til målmand Thomas Sørensen.
Roy Hodgson har ifølge AFP allerede indkaldt en erstatning i skikkelse af Liverpools Jordan Henderson.
England åbner EM i Polen og Ukraine mod Frankrig den 11. juni og møder senere Sverige og Ukraine.