En tung julesmog hviler over Athen

Husholdningers afbrænding af træ har udløst en farlig smog over Grækenlands hovedstad.
Det store juletræ på Syntagma-pladsen i Athen. Det sorte er ikke smog. Billedet er taget om aftenen.
Det store juletræ på Syntagma-pladsen i Athen. Det sorte er ikke smog. Billedet er taget om aftenen. Foto: Costas Baltas/Reuters

Der hviler i øjeblikket en tung smog over den græske hovedstad, Athen.

Årsagen skyldes dels vejrforholdene, dels husholdningernes afbrænding af træ for at få varme og lave mad.

Det er den græske radiostation Athina984, der fortæller om smoggen.

Miljøeksperter og læger siger, at der er en høj og farlig koncentration af partikler i luften. Det er specielt farligt for ældre, for børn og for personer med kroniske luftvejssygdomme.

Det er ikke første gang, at Athen oplever sådanne problemer.

Normalt reagerer miljøministeriet med opfordringer til hovedstadens indbyggere om at holde igen med afbrænding af træ, så smoggen kan mindskes.

Imidlertid har der her i juledagene ikke været en lyd fra myndighederne.

Under den græske krise har specielt den fattigere del af befolkningen i stigende grad brugt træ til opvarmning og madlavning for at spare på strømmen.

I begyndelsen af krisen, der tog fart i 2010, var der faktisk mindre forurening i Athen, fordi der blev kørt mindre i bil.

Men så begyndte afbrændingen af træ, og så kom smoggen.

I 2013 forsøgte myndighederne at gøre noget ved problemerne og besluttede, at lavindkomstfamilier på visse dage får gratis elektricitet.

/ritzau/dpa

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.