I 1899 lå Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og arbejdernes LO i voldsom konflikt. Det hele begyndte, da Snedkermesterforeningen lockoutede snedkersvendene og fremsatte en række principielle krav. Kravene afvistes, og konflikten bredte sig til flere brancher. En styrkeprøve mellem DA og LO var i gang. DA s strategiske mål var ikke at få de formulerede krav opfyldt, men at stække, måske endda at knække, fagbevægelsen. Snart var 50.000 arbejdere omfattet af lockouten og afskåret fra at tjene det daglige brød. Men indsamlinger - også i udlandet - gjorde det muligt at holde ud.

Retten til at hyre og fyre

Topforhandlinger afsluttede konflikten efter 100 dage med det såkaldte Septemberforlig. Arbejdsgiverne fik næsten alle krav i hus, men nåede ikke det strategiske mål. Hvad der lignede et nederlag for fagbevægelsen, var delvis en sejr. For i Septemberforliget anerkendte DA fagforeningernes ret til at organisere arbejderne og at forhandle overenskomster på deres vegne. Omvendt anerkendte LO arbejdsgivernes ret til at »lede og fordele arbejdet«, det vil sige at hyre og fyre efter behag. Endvidere blev begge sider ansvarlige for, at overenskomsterne overholdtes. Strejker og lockouter i overenskomstperioden blev forbudt.

Den senere så højt besungne danske model var hermed født. Arbejdsmarkedets parter anerkendte hinanden som forhandlingsparter og tog selv ansvar for ro på arbejdsmarkedet. Signalet til politikere var: Hold fingrene væk.

Fra politisk hold blev den danske model efter 1945 udvidet med et gavmildt velfærdssystem. I dag kalder vi det flexicurity. En model med et fleksibelt arbejdsmarked med få konflikter, hvor arbejdsgiverne kan tilpasse arbejdsstyrken efter behov. Hyre og fyre. En model med sikkerhed via velfærdssystemet, der sikrer folk i tilfælde af arbejdsløshed og giver mulighed for opkvalificering og efteruddannelse.

Modellens forudsætning er, at stort set alle organiserer sig i fagbevægelsen og på arbejdsgiverside. Ellers repræsenterer organisationerne ingen og er dermed magtesløse. Modellen har vist sig meget konkurrencedygtig, fordi virksomhederne let kan tilpasse sig markedet, mens lønmodtagerne omvendt med velfærdssystemet i ryggen har mod til at være kræsne på arbejdsmarkedet og dermed også til at stille krav til virksomhederne om at være attraktive arbejdspladser.

Politikere blander sig

LO, DA, de politiske partier inklusive regeringen elsker modellen. Fordi den giver kasse til samfundet. Alligevel er den populære model truet af politikere, der gerne vil blande sig, og af lønmodtagere, der mener at kunne undvære en fagforening. Hvis modellen bryder sammen, hvad sker der så med den konkurrencedygtige danske økonomi?