Det er egentligt forbudt at svømme i Wolf River. På overfladen flyder vandet søvndyssende, men kun en armslængde nede river strømmen vredt alting mod bunden og ud i midten af floden. Sådan er mange liv endt. Derfor er det forbudt at svømme i Wolf River.

Nogle mennesker er ligeglade med forbud.

-----

Jeff tager dorske svømmetag ud mod midten af den grumsede vandåre. Solen har skånselsløst bagt over Memphis dagen igennem og svøbt byen i et fugtig-lummert klæde.

Nu køler hans spinkle krop af i vandet, mens han henrykt kigger mod himlen og skriger Led Zeppelin-sangen Whole Lotta Love .

30-årige Jeff Buckley har god grund til at synge denne majdag. De næste par uger skal den unge musiker indspille opfølgeren på sin skamroste debutplade. Skaren af dedikerede fans vokser hysterisk. Og det er forår. Inde på bredden kigger hans kammerat Foti bekymret efter ham. Jeff ignorerer hans advarselsråb. Det gør Jeff som regel, når han luller sig ind i sin egen verden af rim og toner. Derfor opdager han først skibet i allersidste øjeblik. Foti ser det mørkhårede hoved kaste sig til siden, splitsekunder inden skibet møver sig forbi.

Da bølgerne lægger sig, er overfladen blank. Intet hoved bryder det mudrede vand. Ingen stemme synger om kærlighed.

29. maj 1997 forsvinder Jeff Buckley. Hans lig bliver fundet seks dage senere få hundrede meter længere nede ad floden. Det kønne, drengede ansigt er opsvulmet til ukendelighed. Kun takket være guldringen i hans navle kan vennerne identificere ham.

Han forsvandt lige så pludselig, som han dukkede op.

I 1991 får et par dedikerede musikelskere i New York den idé at afholde en mindekoncert for den afdøde Tim Buckley. En af dem har tilfældigvis hørt, at Tims søn går i faderens fodspor og netop er flyttet til byen. Så unge Jeff Buckley bliver et kuriøst indslag for faderens fans. Da den tynde, langhårede knægt uimponeret forlader scenen efter at have givet to numre den aften, sidder de få hundrede tilskuere tilbage med fjerne øjne og varme kinder. En stemme er født.

På få måneder spredes rygtet om den unge knægt fra syden, der ubesværet kan vride stemmebåndet op og ned gennem oktaver, gå fra lavmælt, dyster hvisken til intense heliumskrig på splitsekunder og frygtløst knække stemmen over i vibrerende melankoli.

Nysgerrige flokkes om den lille café Sin-é på Manhattan, hvor den unge Buckley spiller hver weekend. Bare ham og hans elektriske guitar. Og et bagkatalog med alt lige fra gamle amerikanske westernsange til brølende rockklassikere.

Efterhånden står tilskuerne i lange rækker ude på fortovet for at lytte til tonerne, der siver ud gennem døren fra det stopfyldte lokale.

»Jeg elskede at se det ske for folk. Jeg elskede at se folk, der ikke anede, hvem han var, stivne og blive forvandlet,« husker hans manager, Leah Reid.

»Han havde en evne til at få hver eneste tilskuer til at føle, at vedkommende for et øjeblik var den vigtigste person i universet.«

Selv tager Buckley succesen tilbagelænet. Han elsker bare at spille. Elsker at mærke begejstringen fra publikum og forkæle dem med sin sangstemme. I modsætning til andre fremadstormende musikere er han mindre interesseret i at få en pladekontrakt. Hans livsprojekt er musikken. At lytte, lære. At skabe og optræde.

»Jeg var fuldstændigt opslugt af musik lige fra min fødsel, jeg blev forelsket i den, og den blev min mor og min far og min legekammerat, da jeg var helt ung og ikke havde andre. Som barn forstod musikken mig mere end nogen anden. Den kom alle steder fra ¿ fra tv og radio, børnesange, min bedstemors sange. Og den bandt mig til de mennesker, jeg elskede,« fortæller Buckley i et interview.

Hans barndom i Orange County i Californien er urolig og forvirrende. Jeff kommer til verden en novemberdag i 1966 og vokser op alene med sin mor. Kun to gange møder han sin far, en rocksanger med mere mod på landevejen end rollen som forsørger. Tim Buckley dør som 28-årig af en overdosis.

I stedet bliver moderens skiftende mænd fædre for den unge Jeff. En af dem introducerer ham for rockmusikken, og hans klaverspillende bedstemor er med til at give den unge Buckley utallige indgange til musikkens verden.

Hans mor bemærker første gang talentet, da hun finder sin femårige søn på gulvet med en slidt guitar, han har fundet i skabet. På få minutter har Jeff lært sig selv et par akkorder og sidder nu opslugt og øver sig. Skiftende musiklærere bemærker også hans enestående evne til at kunne spille selv komplicerede sange efter at have hørt dem en enkelt gang.

Fortryllelsen af musikken forfølger Jeff i resten af hans korte liv. Den ellers kærlige, underholdende og imødekommende unge charmør bliver fjern og drømmende, bare man tænder for radioen eller nynner en tilfældig melodi. Og han suger grådigt inspiration ud af alt fra gammel blues over hård 70 er-rock til mystisk pakistansk folkemusik.

»Han levede og bevægede sig inde i musikken konstant,« som veninden Joan Wasser udtrykker det.

Da Jeff i december 1993 omsider siger ja til et af de mange tilbud om en pladekontrakt, har han ikke sange nok til et album. Og da indspilningerne begynder, er de udvalgte numre ikke engang færdige. Men sådan arbejder legebarnet Jeff. De musikere, der er med til indspilningerne, bliver vidne til en eksplosion af kreativitet, og resultatet ligger færdigt efter få uger. 10 komplekse guitarværker spækket med ømhed, smerte og raseri. Krydret med begavede politiske budskaber. Og serveret på en blottet strube af følsom lyrik. Debutalbummet Grace fejer benene væk under anmeldere og publikum, da det rammer gaden i 1994.

» Grace fik musikere til at overskride deres egne grænser. Grace gjorde det smukke cool igen,« som musikskribenten Bill Flanagan udtrykker det.

»Ordene han sang, måden han sang på, musikkens opbygning, måden musikerne spillede sammen på. Arkitekturen bag det hele. Det var bare en nydelse. Det var skønhed,« erklærer anmelderen David Fricke.

Også hæderkronede musikere bøjer sig i støvet. Buckleys coverversion af Leonard Cohens sang Hallelujah er sunget med en så sjælden følsomhed, at legenden selv overgiver sig. Buckleys version er smukkest, indrømmer Cohen.

I månederne inden sin død turnerer Buckley kloden rundt. Hans melankolske udtryk falder især i god smag hos europæerne, og Grace vinder priser i blandt andet Frankrig. Det er da også fortrinsvis i Europa, at hans karakteristiske stemme senere inspirerer rockmusikere i hobetal.

Forventningerne til hans andet album er så massive, at Buckley forlader hysteriet i New York og tager til Memphis for at indspille. Men albummet bliver aldrig færdigt. Aftenen inden de afgørende indspilninger drømmer Jeff sig langt væk i Wolf Rivers grumsede vand. Led Zeppelins Whole Lotta Love bliver hans sidste sang.

Verden over bliver nyheden om drukneulykken modtaget med chok. De følgende dage dedikerer rockgrupper som Bush og REM koncerter til hans minde, og fans samles i tusindvis i klubber, cafeer og på spillesteder for at lytte til hans musik og dele tårer.

Mest præcist falder ordene fra U2 s forsanger Bono, da han på scenen foran titusinder dybt bevæget mindes sin afdøde ven:

»Han var en ren dråbe i et hav af støj.«