ADVARSLERNE om, at verden er på vej ind i en turbulent og blodig periode, falder nu med stigende hyppighed. I denne uge kom de fra to tidligere sikkerhedspolitiske rådgivere for den amerikanske regering, Henry Kissinger og Zbigniew Brzezinski. Begge har ry for at være blandt verdens skarpeste sikkerhedspolitiske analytikere.
Kissinger frygter, at en ny kold krig mellem Rusland og USA er på vej. Der er flere grunde:
Amerikanerne er skuffede over Putins indenrigspolitik og uvilje mod at lægge pres på Iran i atomspørgsmålet. Washington har også reservationer over for Moskvas politik over for de gamle medlemmer af det sovjetiske imperium, som nu er selvstændige nationer.
Russerne føler, at amerikanerne ikke behandler dem med tilstrækkelig respekt, tager deres støtte for givet, ikke konsulterer dem i afgørende sikkerhedspolitiske spørgsmål såsom missilskjoldet og udvidelsen af NATO med Georgien og Ukraine ¿ og i øvrigt blander sig for meget i russisk indenrigspolitik.
DET nytter ikke, fastslår Kissinger. Begge lande er truet af de radikale islamiske kræfter, og begge lande er atommagter med særligt ansvar for at hindre spredningen af atomvåben. Dertil kommer, at de store kommende opgaver ¿ truslerne mod miljøet og fra klimaforandringerne ¿ kun kan løses på globalt plan og i globalt samarbejde. Kissinger lægger ansvaret hos begge parter og opfordrer til realisme, forsigtighed og indlevelse i modpartens situation for at undgå en ny fastfrysning.
BRZEZINSKI skriver i sin nyeste bog, Second Chance , at den samlede effekt af de tre seneste amerikanske præsidenters udenrigspolitiske beslutninger har ledt til en situation, som i værste fald kan kaste Irak, Iran, Afghanistan og (måske) Pakistan ud i en krig. George W. Bush får det dårligste skudsmål. »Krigen i Irak har været en geopolitisk katastrofe,« skriver Brzezinski og tilføjer, at USA ud over risikoen for at have skabt grobunden for en regional krig risikerer at blive et »frygtsomt og ensomt demokrati i en politisk fjendtligt indstillet verden«.
DEN konkrete anledning er diskussionerne om missilskjoldet i Polen, Storbritannien og Grønland, bestræbelserne på at hindre Iran i at få atomvåben og manglen på en overordnet, fælles-vestlig strategi i spørgsmål, som strækker sig fra palæstinensernes skæbne til reduktionen af CO2-udslip. Der er ikke længere tvivl om, at George W. Bush og hans nykonservative rådgivere på disse og andre områder traf forkerte og skadelige beslutninger. Det er som konsekvens af dem, at udenrigspolitiske realister som Kissinger og Brzezinski nu kommer på banen. Den gode nyhed er, at der på et par af områderne, Palæstina-spørgsmålet, Ruslands politik over for Iran og bestræbelserne på at reducere drivhusgasserne, er små tegn på, at alle parter har forstået, at verden er slået ind på en forkert kurs. Kryds fingre for, at det holder. Der er behov for det. Ellers ender vi i fundamentalisternes og krigsmagernes hekse- kedel.