Det danske fodboldlandshold for kvinder kunne ikke følge op på de gode takter fra EM-åbningen i onsdags, hvor det blev til 1-1 mod værtsnationen Sverige.
Lørdag aften tabte danskerne i Halmstad med 1-2 til Italien i holdenes anden kamp i gruppe A.
Mia Brogaard reducerede forgæves midtvejs i anden halvleg, hvor italienerne med to hurtige mål knækkede Danmark.
Inden for fem minutter bragte Italien sig foran 1-0 og 2-0. Først scorede Melania Gabbiadini til 1-0 i det 55. minut, og da kampuret rundede en time, havde Ilaria Mauro gjort det til 2-0.
Ved begge mål kunne den danske målmand Stina Lykke Petersen ikke stille noget op. Ved 1-0-målet blev bolden rettet lidt af via Line Røddik-Hansen, mens Stina Lykke Petersen gav en ripost væk ved 2-0-målet, og den straffede italienerne.
Nedtur for keeperen, som uden diskussion var den store helt mod svenskerne med to reddede straffespark.
Foruden de to mål havde Italien også et forsøg på overliggeren i anden halvleg, mens italienerne i første halvleg fik et mål underkendt for en meget lille offside.
I overtiden var indskiftede Nadia Nadim tæt på at udligne, men angriberens skud gik lige forbi mål.
Med nederlaget har Danmark ét point for to kampe, mens Italien nu har fire. Sverige og Finland mødes senere lørdag aften i den anden gruppekamp. Begge de hold har et point hver inden det opgør.
Danmarks sidste gruppekamp er mod Finland på tirsdag. Den kamp spilles i Göteborg.
De to bedste hold fra hver af de tre grupper samt de to bedste treere går videre til kvartfinalen.
/ritzau/