To eksplosioner har fredag rystet en markedsplads i det nordvestlige Pakistan. Mindst 41 mennesker har mistet livet, mens yderligere 150 er såret, beretter officielle kilder.
Lokale læger bekræfter dødstallet og fortæller desuden, at 20 af de 150 sårede er i kritisk tilstand.
Der er tale om det mest blodige angreb i landet, siden den muslimske fastemåned, ramadanen, begyndte 10. juli.
Eksplosionerne fandt sted i en markedsplads i Parachinar, den største by i Kurram-distriktet, der ligger tæt på grænsen mellem Pakistan og Afghanistan.
Eksplosionen var så voldsom, at trækvogne fløj op i luften, som folk havde med for at købe madvarer ind under ramadanen.
/ritzau/AFP