Det er meget positivt, at regeringen arbejder på at få flere somaliske pirater retsforfulgt i regionen ved også at få en aftale med Mauritus og Tanzania om at sætte de pirater, som danske krigsskibe fanger, for en dommer.
Det siger Birgit Feldtmann - piratforsker i det juridiske aspekt af det kriminelle somaliske pirateri ved Syddansk Universitet.
- Generelt er det positivt, at man arbejder på en løsning i regionen. Det er ikke et nyt problem, og det vil være ønskeligt snart at se resultater, siger Birgit Feldtmann.
Siden den danske piratjagt blev sat i gang i september 2008 - ikke mindst på grund af et stærkt ønske fra Danmarks Rederiforening - har danske krigsskibe i alt taget 286 pirater til fange, 41 er udleveret til strafforfølgelse i Kenya, Holland, og Seychellerne.
Kun fem er blevet dømt. Problemet med at få de formodede pirater for en dommer har været kendt, siden et danske krigsskib satte de første pirater i land i september 2008.
Militære politifolk, sergenter og frømænd om bord på de danske krigsskibe er frustrerede over, at de fleste pirater bare skal sættes i land igen efter en måneds opfedning på de danske krigsskibe, trods mange indsamlede beviser.
Krigsskibene fungerer som en slags sejlende pirathotel.
- Jeg forstår godt frustrationerne. Danskerne gør en fremragende indsats om bord på krigsskibet i kampen mod pirateri. Det arbejde, de udfører, er ikke helt ufarligt, siger Birgit Feldtmann.
Det er en politisk beslutning, at somaliske pirater ikke skal retsforfølges i Danmark. Birgit Feldtmann har tidligere peget på, at der i praksis ikke er hindringer i vejen for, at det kan ske.