Det trækker fortsat ud med at få løst et stort antal sager om løn til de tidligere ambulancefolk fra det konkursramte selskab Bios.
Således er 338 sager endnu ikke er afsluttet, skriver TV 2/Fyn.
I en redegørelse skriver Koncern HR i Region Syddanmark blandt andet, at årsagen er, at "gennemgangen af lønkravene er en stor og kompleks opgave. Også for de faglige organisationer".
"Nogle sager drøftes ad flere omgange med de faglige organisationer grundet sagernes kompleksitet", skriver administrationen til politikerne forud for næste regionsrådsmøde.
Tv-stationen skriver videre, at 241 sager er afsluttet. Heraf er der i 165 af sagerne udbetalt et samlet beløb på 1.461.000 kroner efter fradrag af skat og tidligere acontoudbetalinger.
Regionen Syddanmarks samlede merudgift til de 241 afsluttede sager udgør 3.201.000 kroner før skat.