Resten af året bliver en kamp for Annette Heick og familien. Det skriver hun søndag i sin klumme i BT.
Her fortæller hun, at hun og hendes mand har taget hul på at få udbedret skaderne i familiens hus nær Malmö i Sverige. Og sammen med familiens øvrige aktiviteter, vil det tage så meget af hendes tid, at hun bliver nød til at tage orlov fra sin ugentlige klumme i dagbladet BT, skriver hun i klummen.
Der er nemlig konstateret råd i huset. Og familien bliver nød til selv, at udbedre skaderne. Heldigvis ejer Annette Heick og Jesper Vollmer også nabogrunden, så de piller det råd-ramte hus fra hinanden og bygger et nyt hus på den anden grund.
- Ganske kort drejer det sig om, at vores kun 12 år gamle hus har vist sig at være pilråddent pga. byggesjusk. Det koster 700.000 at udbedre skaderne, og forsikringen vil ikke dække det. Vi kan heller ikke låne i friværdien, da vi sidste år belånte huset alt, hvad vi kunne, for at skabe en virksomhed – et nyt fundament for min mand, der, som mange ved, blev to tredjedele invalid efter en ulykke, skriver Annette Heick i BT.
Løsningen for det driftige par er et byggelån og et nyt hus.
Samtidig med husbyggeriet skal firmaet Rå på Bornholm passes, mens Annette Heick arbejder dobbelt på to teaterforestillinger.
- Klarer vi og vores to børn den? Ja, sgu. Men jeg tror, det er o.k., hvis jeg lige trækker stikket et par måneder, skriver Annette Heick.