Hvis en mand sørger for at motionere, er risikoen for at dø af prostatakræft mindre end hos mænd, der ikke dyrker motion.

En norsk undersøgelse viser, at det kan have stor betydning for diagnosen og sygdommens udvikling, om mændene har levet et liv med en vis grad af fysisk aktivitet.

Hvert år får cirka 2000 danske mænd konstateret prostatakræft.

Undersøgelsen omfatter 30.000 mænd, der blev undersøgt af en læge og besvarede spørgsmål om blandt andet kost-, alkohol- og rygevaner, samt hvor længe, de var fysisk aktive om ugen.

»Det norske studie er meget godt og stort. Det er sjældent, at man har oplysninger om både hvor ofte, hvor længe og hvor intenst, man er fysisk aktiv, men det har man her. Derfor kan man se på den samlede energi, mændene har brugt på fysisk aktivitet,« siger Nina Føns Johnsen, kræftforsker og ph.d.-studerende i afdeling for Kost, Kræft og Helbred i Kræftens Bekæmpelse.

Undersøgelsen blev foretaget blandt mændene i perioden 1984-86. I 2002 gjorde forskerne så op, hvor mange af mændene, der i mellemtiden havde fået konstateret prostatakræft, og de så på, om der var forskel på grupperne. Det viste sig, at der ikke var forskel på, hvorvidt mændene i de forskellige grupper udviklede prostatakræft. Men der var væsentlig forskel på, hvor udbredt sygdommen var, og om prostatakræften blev angivet som dødsårsagen. Også når der blev taget hensyn til andre ting så som rygning, overvægt, uddannelse og alkoholforbrug.

De mest aktive mænd havde 36 pct. nedsat risiko for, at deres prostatakræft havde spredt sig, når den blev diagnosticeret. De mænd, der var i den laveste risikogruppe, havde dyrket mindst en halv times motion ad gangen og mindst fire gange om ugen.

»Ved prostatakræft er det vigtigt at holde et stabilt og gerne lavt niveau af testosteron. Og her har undersøgelser vist, at mænd, der dyrker udholdenhedssport som for eksempel lange løbeture har et lavere grundniveau af testosteron end utrænede mænd,« siger Nina Føns Johnsen.