Hvorfor skal vi bruge 400 millioner kroner over ti år, så én person undgår hiv-smitte fra donorblod?

»Vi skal bruge pengene for at skabe fuld tryghed til vores blodsystem. Og der er sket meget med metoden i forhold til 2004, da vi afviste den,« siger sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Hvad er sket på så kort tid?

»Dengang var der en meget lille smitterisiko, der kunne blive lidt mindre, men ikke fjernes helt med NAT-screening. Det nye er, at nu kan vi praktisk talt fjerne risikoen, da vi kan sporer hiv-virus en til to dage efter, personen er smittet. Derfor er det pengene værd.«

Donorblod bliver aldrig 100 procent sikkert. Er det ikke falsk tryghed?

»Nej, for praktisk talt vil det være helt sikkert. Og når teknologien er der og er kendt, så skylder vi befolkningen at gennemføre den.«

Bør I som politikere ikke prioritere, så vi får mest sundhed for pengene?

»Bestemt. Netop derfor valgte vi den fra i 2004. Vi sagde, at risikoen for smitte er meget lille, men for mange penge kan den blive lidt mindre. Vi tog ansvar og sagde nej.«

Hvorfor så ikke beholde det standpunkt?

»Fordi vi har en ny situation, hvor risikoen næsten kan fjenes, da metoden er forbedret. Derfor har vi skiftet holdning.«

I Norge bestemmer Sundhedsstyrelsen om NAT-screening skal indføres. Er donorblod ikke for politisk følsomt til en politisk beslutningen?

»Nej, det bør netop være en politisk beslutning, da man ikke kan lave en kynisk lægevidenskabelig vurdering af, om det er pengene værd. Sådanne spørgsmål kan ikke sættes på formler. Det kræver en politisk beslutning for at sikre opbakning og tillid til systemet.«