Hen over sommeren skal Banedanmark, der står for drift og vedligeholdelse af togskinner landet over, reparere spor på flere strækninger på Sjælland.
Og det vil betyde store gener for passagererne og tabt indtjening for DSB, som forventer flere millioner tabte rejser, oplyser statsbanerne i sit regnskab for første kvartal.
- I den resterende del af 2018 har Banedanmark planlagt en lang række sporarbejder - herunder halvanden måneds totalspærring af Kystbanen. Det vil uundgåeligt føre til gene for kunderne, mistede indtægter og store omkostninger til erstatningskørsel, lyder det.
- Også i S-tog har Banedanmark for den resterende del af 2018 planlagt sporarbejder, som hen over sommeren indebærer tre måneders totalspærring af Frederikssundsbanen, skriver DSB.
Alene lukningen af Frederikssundsbanen kommer til at betyde et tab på 2,2 millioner rejser, lyder det.
DSB arbejder sammen med Banedanmark for at minimere gener for passagererne mest muligt. Desuden samarbejder DSB med Movia om at sætte busser ind på de berørte strækninger.
Banedanmark går i gang med sporarbejdet på Kystbanen mellem Hellerup og Helsingør fra fredag aften den 29. juni til og med søndag den 12. august.
Når arbejdet er færdigt, kan togenes hastighed sættes op de steder, hvor den i dag er nedsat på grund af slidte skinner. Det vil give færre forsinkelser fremover.
Sporarbejdet på Frederikssundsbanen betyder, at strækningen er lukket i 12 uger fra 1. juni om aftenen til og med den 26. august. Også her sættes togbusser ind.
/ritzau/