Forestil dig et studiejob i dronningens gemakker på Amalienborg. Det kan snart blive til virkelighed for en heldig studerende, hvis han eller hun sender en ansøgning inden 15. januar.
Hendes Majestæt Dronningens Håndbibliotek, der er Kongehusets private bibliotek på Amalienborg, søger en studentermedhjælper til 10-14 timers arbejde om ugen – med løn efter overenskomst. Jobopslaget kan ses på kongernessamling.dk.
Hvis man vil i betragtning til jobbet, er det en fordel, hvis man kan læse håndskrift og ”krøllede” bogstaver, ligesom man heller ikke kommer bagerst i jobkøen, hvis man har kendskab til historie og har erfaring med arbejde på biblioteker, arkiver eller museer.
Desuden er det et must at kunne fremvise ren straffeattest, da man skal sikkerhedsgodkendes inden ansættelse.
Arbejdsopgaverne vil variere, men man vil primært skulle tage sig af registrering af bibliotekets bog-, fotografi- og billedsamling. Derudover kan der forekomme fysisk arbejde i forbindelse med pakning og flytning mellem bibliotekets afdelinger.
Arbejdet vil hovedsageligt foregå på Amalienborg, men der kan også være opgaver andre steder i københavnsområdet og i Nordsjælland.