To canadiske brødre, som tidligere på ugen blev dræbt af en kvælerslange, blev lørdag begravet i en lille kiste.
Drengene blev mandag fundet dræbt i en lejlighed i Campbellton i det østlige Canada, efter at de havde overnattet hos en ven.
Omkring 100 mennesker deltog i begravelsen af de to drenge, som blev henholdsvis fire og seks år. Ceremonien fandt sted i en kirke i Campbellton.
Politiet formoder, at den 45 kilo tunge pytonslange slap fri fra sit bur i lejligheden og sneg sig ind til børnene gennem ventilationssystemet, mens de lå og sov.
Moren til brødrene havde bestemt, at de skulle begraves i den samme kiste, da de var uadskillelige, mens de levede, lyder det.
Pyton-tragedien har overrasket flere dyreeksperter, da den afrikanske slange normalt ikke går til angreb på mennesker.
/ritzau/AFP