Dortmund snupper førsteplads med stor sejr over HSV

Dortmund passerede Bayern München i toppen af Bundesligaen med en sejr på 3-0 ude over HSV.
Dortmunds Pierre-Emerick Aubameyang scorede mod HSV.
Dortmunds Pierre-Emerick Aubameyang scorede mod HSV. Foto: Odd Andersen/AFP

Fodboldklubben Borussia Dortmund spillede sig onsdag aften op på førstepladsen i Bundesligaen.

Holdet sejrede 3-0 ude over HSV.

Dermed har Dortmund 13 point for fem kampe.

Bayern München, der tirsdag vandt 3-0 ude over Schalke 04, er nummer to med 12 point.

Shinji Kagawa bragte Dortmund foran cirka midtvejs i første halvleg.

Han scorede til 1-0, da bolden lidt tilfældigt dumpede ned foran ham, efter at Dortmund havde haft frispark.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Efter lidt over en times spil scorede Pierre-Emerick Aubameyang et af karrierens letteste mål, da han lavede målet til 2-0.

Angriberen ekspederede bolden ind i et tomt mål næsten helt inde ved målstregen, efter at en Dortmund-afslutning var blevet rettet af.

Ti minutter før tid cementerede Christian Pulisic sejren for topholdet.

Danske Jacob Bruun Larsen blev skiftet ind i de sidste seks minutter af kampen for Dortmund.

Dermed fik den 19-årige dansker sine første minutter i Bundesligaen.

Efter to ligasejre i træk som indledning på sæsonen har HSV nu tabt tre kampe i træk.

Viktor Fischer var i startopstillingen for Mainz, der smed en 2-0-føring væk i hjemmekampen mod Hoffenheim.

Gæsterne vandt til sidst 3-2 efter et sent sejrsmål.

Viktor Fischer blev skiftet ud midtvejs i anden halvleg, da stillingen var 2-2.

Mens Hoffenheim er nummer tre med 11 point, har Mainz tre point.

Frederik Sørensen spillede den første time, da FC Köln tabte for femte gang af fem mulige i denne sæson i ligaen.

Köln tabte 0-1 hjemme til Eintracht Frankfurt og ligger sidst uden point.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.