Præsident Donald Trumps ældste søn har i en tale antydet, at efterforskningen af hans fars valgkampagne er blevet sat i gang af meget højtstående personer i amerikanske regeringskredse, som bidrager til et forsøg på at blokere præsidentens politiske dagsorden.
Det rapporterer mediet CNN.
- Der er folk på det højeste regeringsniveau, som ikke vil tillade USA at være USA, hedder det i talen, som Donald Trump Junior holdt tirsdag for unge konservative aktivister ved West Palm Beach i Florida.
Trump-sønnens opsigtsvækkende udtalelser kommer, efter at han tidligere på måneden blev afhørt i efterretningsudvalget i Repræsentanternes Hus. Her svarede han på spørgsmål vedrørende påstået russisk indblanding i den amerikanske valgkamp i 2016.
I juli indrømmede Trumps ældste søn, at han mødtes med den russiske advokat Natalja Veselnitskaja i juni 2016.
Mødet kom i stand, efter at hun via en mellemmand havde sagt, at hun havde kompromitterende oplysninger om Trumps demokratiske modkandidat, Hillary Clinton.
Trump Jr. insisterer på, at advokaten ikke havde nogen "betydningsfuld information".
Justitsminister Jeff Sessions og præsidentens svigersøn Jared Kushners russiske kontakter er også blevet undersøgt.
I sine bemærkninger tirsdag langede Trump Jr. ud efter den tidligere FBI-chef Robert Mueller og hans stab. Mueller står i spidsen for undersøgelsen af præsident Trumps valgkampagne og dens mulige forbindelser til Rusland.
- Min far talte under valgkampen meget om et manipuleret system og folk sagde: "Hvad taler han dog om?". Men det er der, Og man ser det, sagde sønnen.
CNN rapporterede i sidste uge, at en FBI-agent, der talte nedsættende om præsidenten i nogle sms'er, var blevet flyttet fra efterforskningen.
I de sendte telefonbeskeder omtalte agenten Trump som "en kraftidiot" og et "foragteligt menneske".
Mueller reagerede dog prompte og fjernede den pågældende FBI-agent, Peter Strzok, fra efterforskningen, da han fik kendskab til sms'erne. Det siger vicejustitsminister Rod Rosenstein.
/ritzau/