USA's præsident, Donald Trump, indledte onsdag en omstridt granskning af sine udokumenterede påstande om, at der skete storstilet svindel ved sidste års præsidentvalg.
- Hver gang der sker valgsvindel, udligner det en lovlydig borgers stemme, sagde Trump i en tale til det udvalg, der er nedsat for at undersøge sagen, og som indledte arbejdet onsdag.
Borgerrettighedsgrupper og demokratiske politikere er bekymrede for, at sagen kan føre til skrappere krav om identifikation, som vil gøre det vanskeligere for vælgerne at stemme.
Udvalgets arbejde besværliggøres af, at over 20 af USA's 50 delstater nægter at udlevere vælgeroplysninger. Andre har sagt, at de først skal undersøge, om de overhovedet må udlevere sådanne data.
Det har fået Trump til at antyde, at de har noget at skjule.
- Hvis en delstat ikke vil dele disse oplysninger, må man undre sig over, hvad de er bekymrede for. Der er noget, det er der altid, skriver Trump på Twitter.
Han har hævdet, at flere millioner ulovlige indvandrere stemte ved præsidentvalget i november.
Demokraten Hillary Clinton fik knap tre millioner flere stemmer end Trump. Men han vandt flest stemmer i det amerikanske valgmandskollegium og blev derfor præsident.
- Jeg vil bede om en omfattende undersøgelse af valgsvindel, skrev Trump i et tweet, få dage efter at han var blevet taget i ed til præsidentembedet.
- Blandt andet dem, som er registreret til at stemme i to stater, de som er illegale og ... selv dem, der er registreret til at stemme, som er døde, føjede han til.
Ingen af USA's 50 stater - de fleste med republikansk flertal - rapporterede om valgsvindel ved valget i november.
Valgeksperter har sagt, at det er helt usandsynligt, at de enkelte tilfælde af valgsvindel, der måtte spores, ville kunne forrykke noget.
/ritzau/Reuters